Bombetrussel tvinger fly fra Kastrup ned på jorden

Skrevet af admin

25/04/2014

Dagens topnyheder

Et Norwegian-fly på vej fra Københavns Lufthavn til Oslo er sikkerhedslandet i Göteborg, efter en af passagererne har fortalt, at han har placeret en bombe i flyets bagagerum.

- Flyet fik en bombetrussel imod sig, og kaptajnen besluttede at foretage en sikkerhedslanding, siger kommunikationskonsulent Daniel Kirchhoff i Norwegian til Ritzau.

Svensk politi oplyser over for den svenske avis Aftonbladet, at den person, der fremsatte bombetruslen, er blevet eskorteret ud af flyet i håndjern. Han er nu sigtet for sabotage.

Efter flyet var lettet fra Københavns Lufthavn, fremsatte manden bombetruslen. Kort herefter valgte piloten at sikkerhedslande flyet i Göteborg i Sverige. Piloten har efterfølgende oplyst til politiet, at der kan være et mistænkeligt objekt om bord på flyet.

Den anholdte mand afhøres på politistationen.

- Men vi ved ikke, hvem han er endnu, siger Björ Blixter fra Göteborg politi til Aftonbladet.

En af de passagerer, der var om bord på flyet, fortæller til TV2 News, at manden, der fremsatte bombetruslen, snakkede russisk. Samtidig fortæller den evakuerede passager, at det ikke gik op for ham, at der var tale om en bombetrussel, før han var ude af flyet.

En dansk passager fortæller til eb.dk, at passagererne blev evakueret 10 ad gangen hen til en bus, og at den anholdte mand angiveligt forsøgte at undslippe politiet.

Ifølge svensk politi var 94 personer om bord. De er alle blevet evakueret fra flyet i busser. Politiet er til stede ved flyet, hvor de har lavet en sikkerhedsspærring 1000 meter rundt om flyet. En bombetekniker undersøger flyet.

Passagererne blev efter evakueringen kørt i busser til en terminal, hvor de opholdt sig, mens flyets kufferter og tasker blev gennemsøgt af politiet.

Flyet er et Boeing 737, der skulle være landet i Oslo ved 16.30-tiden. Lufthavnen i Göteborg er indtil videre lukket for al trafik.

Dansk politi oplyser, at man ikke er involveret i sagen, og at det i første række er en opgave for svensk politi.

/ritzau/