Borgmestre: Vi kan godt klare det store antal flygtninge

Borgmestre i kommuner med mange asylansøgere slår koldt vand i blodet.

Integrationen skaber travlhed, men lovgivningen overholdes, lyder det fra en række kommuner, som Ritzau har talt med.

- Jeg kan ikke genkende billedet af, at vi skulle være så pressede, at vi ikke kan leve op til loven. Vi tilbyder det, vi skal inden for tidsfristerne, siger borgmester på Bornholm Winni Grosbøll (S) til Ritzau.

Hun anerkender, at det kan se anderledes ud i andre kommuner, men lempes kravene til helbredstest og sprogundervisning, sådan som flere kommunerne ønsker, rammer det ikke alene asylansøgerne.

- Ved at komme tidligt i gang med integrationsopgaverne gør vi både asylansøgerne og os selv en tjeneste. Jo tidligere vi for eksempel kan tilbyde sprogundervisning, des hurtigere kommer de ud på arbejdsmarkedet, siger Winni Grosbøll.

Ifølge Ugebrevet A4 bryder over halvdelen af kommunerne i dag integrationsloven og tilbyder ikke nyankomne flygtninge helbredstest og en integrationsplan inden for de tre måneder, som loven angiver.

I Vejle, som også har modtaget mange asylansøgere, siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V), at kommunen opfylder sin opgave, og at problemerne først vil opstå, når der skal findes boliger til den gruppe, der opnår asyl.

- Vi har en meget lang tradition for at tage imod asylansøgere, få dem placeret og få dem givet sygesikringskort med videre. Men det er klart, at med den mængde, der kan være på vej, kommer vi til at få et problem, siger han.

Også i Guldborgsund vurderer borgmester, John Brædder (Guldborgsundlisten), at situationen i øjeblikket er acceptabel, og at problemerne først kommer senere.

- I det øjeblik, de skal ud i vores skoler og vores sportscentre – og det skal de jo relativt hurtigt – er vi nødt til at skulle have noget hjælp, siger han.

I de første ni måneder af 2014 har Danmark modtaget 10.883 asylansøgere, hvilket er 44 procent flere end i hele 2013.

Tirsdag mødes Kommunernes Landsforening med regeringen for at diskutere kommunernes opgave med at integrere asylansøgerne.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


Sammenlign sikre og regulerede casino-sider i Danmark. Udforsk de bedste online casinoer på www.bedrageri.com/online-casino


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip