Bornholms færgedriften er fortsat generet af Alexander

Skrevet af admin

13/12/2014

Dagens topnyheder

Selv om stormen Alexander ikke blev så kraftig som ventet, driller den kraftige blæst også lørdag færgerne til og fra Bornholm. Lørdag er der aflyst en afgang fra Rønne til Ystad og to fra Ystad til Rønne.

Hurtigfærgen Leonora Christina er aflyst, og så er færgen Povl Anker i stedet indsat til at tage sig af færgetrafikken. Og da det tager Povl Anker tre timer at sejle fra Rønne til Ystad, har man måtte aflyse hver anden sejlads.

Hos DSB kører man efter den normale weekend-køreplan lørdag morgen - dog med en enkelt undtagelse, da den tidlige afgang fra København H og fra Ystad med IC Bornholm blev aflyst, da færgen i den anden ende fra Ystad var aflyst.

Der kan komme en forsinkelse med IC Bornholm 12.09 fra Ystad, da toget venter på, at færgen kommer til kaj, så færgepassagererne kan nå at komme med toget, oplyser DSB.

Færgetrafikken mellem Gedser og Rostock lå stille hele fredag - men lørdag forventer man, at der igen sejles normalt.

- Vi venter lige nu på at få at vide, om der er nok vand i havnen til, at færgen kan lægge til, da vandet plejer at blive presset ud af havnen i Gedser efter en storm, siger Anette Ustrup Svendsen, kommunikationsmedarbejder hos Scandlines.

Hos Falck har man nu overblik over, hvad Alexanders tur over Danmark har betydet.

- I morges klokken syv havde vi fået 54 anmeldelser af skader. Der kommer nok nogle flere i løbet af i dag, når folk vågner op og ser, hvad der er sket, siger Peter Sloth Miles, pressevagt hos Falck.

Det er især vandskader som et par oversvømmede kældre og nogle utætte tage, der er blevet anmeldt, oplyser Peter Sloth Miles.

- Det har været stille og roligt. Efter stormene Allan og Bodil var der op mod 4000 anmeldte skader begge gange, siger pressevagten.

/ritzau/