To brændte straffespark og et rødt kort i Bayerns sejr

Skrevet af admin

19/02/2014

Dagens topnyheder

Der var masser er drama og intensitet på Emirates Stadium i London, hvor Arsenal tog imod den forsvarende Champions League-mester Bayern München.

På mål af midtbanespillerne Toni Kroos og Thomas Müller vandt Bayern München 2-0, og det gør samlet avancement fra 1/8-finalen meget vanskeligt for Arsenal.

Toni Kroos, som var en evig skudtrussel og også havde et skud på stolpen i overtiden, tog chancen udefra og sendte bolden op i hjørnet med en sand perle 10 minutter inde i anden halvleg.

Kort før tid headede Thomas Müller tyskerne på 2-0 på et præcist oplæg fra anfører Philipp Lahm.

Flere andre situationer kunne og burde have medført flere mål inden de to scoringer i anden halvleg.

Første halvleg bød nemlig på hele to brændte straffespark - et til hvert hold. Begge var i øvrigt korrekt dømt.

Efter ni minutter fik Arsenal tilkendt et straffespark, da tyskernes Jerome Boateng fældede Mesut Özil i feltet. Özil sparkede svagt, og Manuel Neuer fik lappen på og reddede forsøget i Bayern-målet.

Syv minutter før pausen var det Arsenals tur til at begå straffespark, da målmand Wojciech Szczesny nedlagde Arjen Robben.

Den polske keeper, som tidligere havde reddet et flot langskud fra Toni Kroos, modtog samtidig et rødt kort.

Mens Özil i det mindste ramte målet i den anden ende, så skød David Alaba helt forbi på sit forsøg fra 11 meter. Afbrænderen snittede stolpen på vej ud til et målspark.

Arsenal-manager Arsène Wenger ofrede Santi Cazorla på taktikkens alter, da Lukasz Fabianski skulle ind på mål, og det betød, at Özil måtte en tur ud på venstrekanten.

Den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner var vraget til truppen hos Arsenal. Angriberen Yaya Sanogo var foretrukket i startopstillingen, mens det normale førstevalg i angrebet Olivier Giroud måtte tage plads på bænken.

Der ser lige nu ud til at være meget langt til spilletid for Bendtner, som tidligere i sæsonen heller ikke har fået særlig meget kamptræning.

Hos Bayern München var Pierre-Emile Højbjerg heller ikke med i truppen, så kampen i London var helt uden danskere.

/ritzau/