Bredt forlig giver 607 millioner til udsatte grupper

Skrevet af admin

28/10/2015

Dagens topnyheder

Udsatte børn, hjemløse samt unge og gravide stofmisbrugere er blandt nogle af dem, der bliver tilgodeset i satspuljeaftalen for 2016 på socialområdet.

I alt er der blevet afsat 607 millioner kroner på en række initiativer. Alle partier med undtagelse af Enhedslisten står bag aftalen.

Og det er alle sammen indsatser, der reelt gør en forskel - særligt på det forebyggende område, siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).

- Vi har lagt vægt på at få udbredt de metoder på socialområdet, som vi ved, der virker, men også givet penge til at kunne afprøve nye metoder.

- Først og fremmest handler det om at investere i udsatte grupper, så man handler, inden det er for sent. For eksempel ved at sætte tidligt ind i kommunerne og hjælpe udsatte familier, så børn og unge ikke bliver nødt til at blive anbragt uden for hjemmet.

Partierne har også valgt at støtte gravide misbrugere. Et etisk dilemma, erkender socialministeren.

- For hvem hjælper man, hvis man griber ind over for en gravid stofmisbruger? Barnet eller moren? Vi mener dog, at det hænger sammen. Vi har for længe manglet en bedre indsats over for den her lille, men sårbare målgruppe.

Derudover er frivilligområdet blevet hjulpet, så udsatte mennesker som flygtninge i højere grad kan blive hjulet.

- Det handler blandt andet om at give de mange flygtninge en god modtagelse, siger ministeren.

Satsmidlerne for 2016 er mindre sammenlignet med sidste år, hvor der blev afsat i alt 1,2 milliarder kroner, men det skyldes blandt andet, at der ikke er blevet tilført nye midler til satspuljen.

Socialområdet er et af de tre områder, som satspuljen giver penge til. Sidste uge faldt satspuljen for henholdsvis sundheds- og beskæftigelsesområdet på plads. I alt er der blevet afsat knap to milliarder kroner til satspuljen.

/ritzau/