Breschel glæder sig til mødet med Pyrenæerne

Skrevet af admin

08/07/2016

Dagens topnyheder

Matti Breschel (Cannondale) ville gerne have været med i udbruddet på torsdagens flade etape til Montauban, men det lykkedes ikke for danskeren.

Nu venter tre bjergrige dage i Pyrenæerne, hvilket ikke er terræn for den afslutningsstærke Cannondale-rytter, som alligevel glæder sig.

- Det bliver godt at komme i gang, lyder det fra Breschel, der trækker lidt på smilebåndet samtidig.

De stejle stigningsprocenter på lange bjergsider er ikke ham, men han er fortrøstningsfuld omkring at komme fint igennem selv.

Til gengæld forventer han, at klassementfavoritterne allerede fredag vil begynde at bekrige hinanden på stigningen op til Col d'Aspin.

- Mon ikke favoritterne går fuldstændig amok og tester sig selv af. Nogle mister måske tid, og man ser nok, at klassementet bliver rystet godt, forudser Matti Breschel.

Både fredag og lørdag slutter etaperne med nedkørsler, og i Trek-lejren håber man ikke, at favoritterne kaster sig ud i vilde angrebsforsøg på disse.

Deres klassementhåb Bauke Mollema er således ikke en artist på cyklen, når det går ned.

- På de to første bjergetaper må målet være ikke at tabe tid. Der er en del nedkørsel på dem, og det er ikke lige ham. De slutter også nedad, og det er ikke lige det, han er allerbedst til, siger Kim Andersen, sportsdirektør hos Trek.

/ritzau/