Britisk topminister efter flytragedie: Tag VM fra Putin

Skrevet af admin

27/07/2014

Dagens topnyheder

Rusland bør ikke få lov til at afholde VM i fodbold 2018, mener den britiske vicepremierminister, Nick Clegg, efter flykatastrofen i Ukraine, hvor et passagerfly fra Malaysia Airlines styrtede til jorden med 298 mennesker om bord.

I et interview med avisen The Sunday Times siger han, at det ville være "utænkeligt" at lade Ruslands præsident, Vladimir Putin, nyde den prestige, det giver at afholde den globale fodboldbegivenhed. Clegg ønsker samtidig skrappere sanktioner mod Moskva.

- Efter denne forfærdelige, forfærdelige nedskydning af det fly, så er det essentielt, at EU er hårde mod Vladimir Putin, siger han til The Sunday Times.

Vicepremierministeren mener, at den russiske præsidents opførsel har nået et springende punkt, og at resten af verdenssamfundet vil fremstå svagt, hvis man tillader Putin at være vært for VM.

Også flere tyske politikere har meldt ud, at Rusland bør straffes for sin indblanding i konflikten i det østlige Ukraine ved at fratage landet sportsbegivenheden.

CDU's udenrigspolitiske ordfører, Karl-Georg Wellmann, har sagt til Bild, at et VM ikke kan holdes i et land, hvor der er krig. Samtidig mener han ikke, at Putin tager nok afstand fra uroen.

Han biver bakket op af flere andre tyske politikere, der gerne ser, at Tyskland i stedet udpeges som værtsnation.

Flystyrtet skete 17. juli i den østlige del af Ukraine, der kontrolleres af prorussiske separatister. Meget tyder på, at rute MH17 fra Amsterdam mod Kuala Lumpur blev skudt ned af et missil.

/ritzau/