Brøndby-træner om 5-0: Uhørt høj udnyttelsesprocent

Skrevet af admin

19/10/2014

Mest læste i dag

Det er mere end tre år siden, Brøndby senest vandt 5-0. Dengang gik det ud over HB Køge. Søndag aften skete det igen, denne gang var det FC Vestsjælland, der blev spillet ud af Brøndby Stadion i Superligaen.

Efter 1-0 ved pausen øgede og øgede Brøndby i anden halvleg, så de ydmygende cifre 5-0 til sidst stod på måltavlen.

- Vi arbejder meget med det offensive, og vi arbejder meget på at være dominerende offensivt, så det var fantastisk at kunne notere 10 store chancer og fem mål. Det er jo også en uhørt høj udnyttelsesprocent, siger træner Thomas Frank.

- Det vidner om den kvalitet, vi havde i spillet. Boldomgangen var god, tempoet var højt, og vi traf de rigtige beslutninger. Især nøgleafleveringerne, der ofte blev til assists, sad i skabet, siger Thomas Frank.

Brøndby har hidtil i sæsonen haft svært ved at lukke kampene, men efter en række brændte chancer fik man eftertrykkeligt slagtet FC Vestsjælland.

- 2-0 og 3-0 kom lige efter hinanden, og derefter faldt de lidt sammen. Men det jeg er mest tilfreds med, er egentlig, at vi indtil 2-0-målet skabte tre-fire store chancer, og at vi samtidig var meget påpasselige defensivt, siger Thomas Frank.

Finske Teemu Pukki kom tredje gang på stribe på tavlen for Brøndby, da han gjorde det til 2-0 og dermed reelt lukkede kampen.

- Jeg har fået en god start i klubben, men det vigtigste her var, at vi fik sejren. Det var ikke så nem en kamp, som det måske så ud til udefra, siger Pukki.

- Jeg skulle have scoret allerede i første halvleg, men jeg tog heldigvis revanche efter pausen.

/ritzau/