Bundplacering: Sverige er i chok over Pisa-undersøgelse

Skrevet af admin

03/12/2013

Dagens topnyheder

Mens der er bekymring i Danmark over den internationale Pisa-undersøgelse om skolefærdigheder, så er der nærmest chok i Sverige.

OECD's undersøgelse viser, at Sverige falder som en sten. Det går tilbage over hele linjen og gør Sverige til den helt store taber i Pisa-undersøgelsen.

- Vi taber på alle fronter og befinder os på et meget kritisk niveau, siger formanden for den svenske lærerforening, Eva-Lis Sirén.

- Sverige taber både de elever, der har det allerhårdest, og de der præsterer højt. Resultaterne synker som en sten i de her rapporter, siger hun til avisen Dagens Nyheter.

Det er både læseforståelse, matematik og naturfag blandt 15-årige skoleelever, der styrtdykker.

I 2003 havde svenske skoleelever matematisk viden over gennemsnittet i Pisa-undersøgelsen. Det sank i 2009 til det gennemsnitlige niveau. Men i 2012 er Sverige havnet i den dårligste gruppe.

Intet andet land har oplevet så stor en tilbagegang.

Det er også gået støt tilbage med læsefærdigheder og viden i naturfag. Sverige havner under OECD-gennemsnittet i begge grene.

De store vindere i Pisa-undersøgelsen er Kina, Sydkorea, Taiwan, Hongkong og Singapore.

/ritzau/