Busser kørte sammen: Fire personer kørt på skadestuen

Skrevet af admin

29/08/2014

Mest læste i dag

Fire personer blev fredag eftermiddag kørt med ambulance på skadestuen, efter at to busser kørte sammen i Aarhus midtby.

Færdselsuheldet skete kort før klokken 15 i et af byens store vejkryds, hvor Nørreport krydser Knudrisgade og Nørre Alle, oplyser politiets vagtchef Cristian Riis til Ritzau.

- De fire er blevet kørt på skadestuen, fordi de klagede over smerter i nakken efter ulykken, fortæller Christian Riis.

- Smerter i nakken kan være alvorligt, men umiddelbart er der ikke nogen, der er kommet alvorligt til skade, fortæller vagtchefen.

De fire tilskadekomne vil nu blive tilset af læger på skadestuen, som i øvrigt kun ligger få hundrede meter fra ulykkesstedet.

Nakkesmerter er almindelige i forbindelse med trafikulykker. Det skyldes, at hovedet bliver kastet frem og tilbage, og det får musklerne til at spænde kraftigt op.

Smerterne kan komme umiddelbart efter ulykken, men der kan også gå et stykke tid. Normalt forsvinder smerterne efter nogle uger.

Nakkesmerter kan dog også skyldes, at der er sket et brud på en nakkehvirvel, hvilket kan være alvorligt.

 

/ritzau/