Busstrejke skaber kaos i São Paulo tre uger før VM

Skrevet af admin

21/05/2014

Dagens topnyheder

Frygten for, at strejker og demonstrationer ødelægger sommerens fodboldfest i Brasilien, fik tirsdag næring, da en stor del af buschaufførerne i São Paulo nedlagde arbejdet.

Nogle chauffører efterlod deres busser midt på millionbyens gader, og ifølge de lokale transportmyndigheder er 15 ud af byens 18 busterminaler lukket. Næsten en kvart million passagerer blev påvirket af arbejdsnedlæggelsen, skønner myndighederne.

Strejken er den seneste til at ramme Brasilien, der fra 12. juni til 13. juli er vært for årets største sportsbegivenhed på globalt plan - VM i fodbold.

Det er dog ikke fodboldturneringen, der har vakt buschaufførerne vrede. De er ifølge avisen Folha de São Paulo utilfredse med en aftale, som deres fagforbund har indgået med arbejdsgiverne, om lønstigninger på 10 procent.

Omkring 300 af de strejkende chauffører og billetkontrollører gik i samlet flok mod borgmester Fernando Haddads kontor og krævede et møde.

Andre chauffører stoppede deres busser i midten af gaderne og bad passagererne om at stige ud. Det er uklart, om de strejkende genoptager arbejdet onsdag.

São Paulo, Brasiliens største by med cirka 11 millioner indbyggere, lægger stadion til åbningskampen om 23 dage mellem værtsholdet og Kroatien.

Den brasilianske fodboldlegende Pelé frygter, at de mange protester og demonstrationer rundt om i landet kan ødelægge VM. Tusindvis af mennesker har demonstreret mod de mange milliarder, som myndighederne har investeret i begivenheden.

Pelé siger, at han har sympati for demonstranternes krav om for eksempel flere skoler og hospitaler, men landsholdet skal ikke straffes for politikernes handlinger, og tiden er ikke den rette til at protestere.

- Vi har ikke noget at gøre med korrupte politikere og tyveknægte. Folk skulle have protesteret, da Brasilien blev valgt som VM-vært. Ikke nu så tæt på turneringens start, sagde Pelé forleden ifølge BBC.

/ritzau/AFP