Byggefirma skal betale 18,8 millioner til polske ansatte

Skrevet af admin

07/04/2014

Mest læste i dag

Byggefirmaet Our House skal betale 33 polske håndværkere 18,8 millioner kroner. Polakkerne er blevet underbetalt siden 2009, hvor de er fået 65-85 kroner i timen og en arbejdsuge på 58 timer. Det er en af danmarkshistoriens største faglige sager.

- Our House har underbetalt sine ansatte siden 2009. De polske håndværkere har fået mellem 65 og 85 kroner stukket kontant i hånden, siger Silas Grage, der er faglig sekretær i 3F, til Ritzau.

- Det står dem jo frit for at lade være med at arbejde til den løn. Men alternativt kan de se frem til at få 20 kroner i timen i Polen, siger Silas Grage.

Det er næsten et år siden, at sagen kom for en faglig voldgift. Men allerede inden havde ejerne af Our House "tømt" selskabet og flyttet aktiviteterne over i Renoveringsselskabet af 2009, fortæller man i 3F.

- Man kan sige, at de bare gået fra borde, og så det er op til os at sænke skibet. Men pengene er så godt som ikke-eksisterende, siger den faglige sekretær.

- Ud over at gå direkte mod ejerne kan man få Lønmodtagernes Garantifond til at dække boden. Men så er spørgsmålet, hvor meget de kan få, siger Silas Grage.

Tilbudschef Per Bohn har ført forhandlingerne for Our House under sagen. Han anerkender ikke, at polakkerne har arbejdet så mange timer, som afgørelsen er baseret på.

- Den fælder afgørelse på noget, som der aldrig er ført beviser for. Der ligger ikke en timeindberetning med ledelsens underskrift i bilagene, siger han til Fagbladet 3F.

- Jeg kommer aldrig til at have mere med timelønnede at gøre. For det er det mest sindssyge, jeg længe har oplevet. Det er helt vanvittigt, at man kan destruere virksomheder på den måde, siger Per Bohn.

Gunde Odgaard, der er kandidat til EU-Parlamentet for Socialdemokraterne, siger, at det er en af de mest omfattende sager om social dumping, som man har oplevet i Danmark. Han mener, at sagen må føre til indførelse af kædeansvar.

- Dette kædeansvar skal være udformet på en sådan måde, at hovedentreprenøren har ansvaret for alle underentreprenørers økonomiske forsømmelser, siger Gunde Odgaard i en pressemeddelelse.

/ritzau/