Carlsberg får bøde på 463 millioner i tysk kartelsag

Skrevet af admin

02/04/2014

Dagens topnyheder

Bryggerigiganten Carlsberg har fået en bøde på 463 millioner kroner i forbindelse med en større kartelsag i Tyskland, oplyser bryggeriet, som vil anke sagen.

- Carlsberg er ikke enig i Bundeskartellamts konklusioner og påstande og vil derfor appellere afgørelsen til den relevante tyske domstol, skriver Carlsberg i meddelelsen.

Mens sagen kører, ønsker Carlsberg ikke at kommentere sagen yderligere, lyder det i meddelelsen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der uddelt bøder for samlet 231,2 millioner euro i sagen - svarende til 1,7 milliarder kroner.

Ifølge det tyske Bundeskartellamt har Carlsbergs afdeling i Tyskland overtrådt konkurrencereglerne i 2007 sammen med række andre tyske bryggerier.

Sagen har kørt i længere tid, og Carlsberg oplyste i august sidste år, at selskabet var blevet kontaktet af myndighederne, og at den tog sagen meget alvorligt.

/ritzau/