Caroline Wozniacki slår sig sikkert videre i to sæt

Skrevet af admin

13/08/2014

Dagens topnyheder

Tredje spillerunde i Western & Southern Open i Cincinnati får Caroline Wozniacki på programmet, efter at danskeren overbevisende slog kineseren Shuai Zhang ud af WTA-turneringen natten til onsdag dansk tid.

Med cifrene 6-2, 6-3 spillede Wozniacki sig videre uden de store problemer.

Dermed er den 24-årige dansker som forventet videre i den stærkt besatte turnering.

Wozniacki fortsætter samtidig en flot stime med 16 sejre ud af de seneste 19 mulige.

Selv er hun også bevidst om sin opadgående formkurve.

- Jeg er, hvor jeg skal være i øjeblikket. Både mentalt og fysisk på banen. Det er en spændende tid, sagde Caroline Wozniacki tirsdag ifølge The Sport Review.

Danskeren har for vane at toppe i den amerikanske hardcourt-sæson, der kulminerer med US Open i New York. Her var hun i finalen i 2009.

- Jeg har arbejdet virkelig hårdt, og jeg kan virkelig godt lide denne del af sæsonen. US Open er også den grand slam-turnering, jeg har gjort det bedst i.

- Det er helt sikkert en del af sæsonen, hvor jeg spiller godt, og det hjalp på selvtilliden at vinde i Istanbul, sagde Wozniacki med henvisning til sin triumf i juli ved en hardcourt-turnering i den tyrkiske hovedstad.

Caroline Wozniacki møder i tredje runde enten tyskeren Angelique Kerber eller russeren Ekaterina Makarova, der slog den tidligere topspiller Daniela Hantuchova ud i første runde.

/ritzau/