Chelsea og de andre engelske hold vakler i CL

Skrevet af admin

11/03/2015

Mest læste i dag

Liverpool røg i gruppespillet, Manchester City er tæt på knockout mod FC Barcelona i 1/8-finalen, mens Arsenal også ligger til tælling mod Monaco.

Det ser skidt ud for de engelske klubber i Champions League, og i øjeblikket ser det ud til, at kun Chelsea kommer videre til kvartfinalerne.

Men det kræver først, at Chelsea i onsdagens hjemmekamp mod Paris Saint-Germain drager nytte af 1-1-resultatet i holdenes første kamp i den franske hovedstad.

Den tidligere landsholdsangriber Preben Elkjær, der er Champions League-ekspert hos 3+, er overrasket over, at Premier League-klubberne ikke klarer sig bedre.

- Det er i engelsk fodbold, at de fleste penge er. Det er der, hvor man bruger flest penge, men det er ikke der, de får mest ud af pengene. De engelske hold burde dominere, siger Elkjær.

Han medgiver, at de engelske klubber måske presses mere i den hjemlige liga end så mange andre af de store europæiske hold.

- Der er meget stor belastning på holdene i England. De engelske hold spiller ufattelig mange kampe med høj intensitet, så spillerne kan godt blive slidte, lyder det fra Elkjær, som til gengæld er overrasket over de engelske klubbers taktik i Europa.

- Vi ser ofte engelske hold tro, at de skal køre videre i samme stil som i Premier League. Altså fuld fart og fremad.

- Måske er det svært for englænderne at omstille sig, når de er vant til hele tiden at spille meget fysisk og i et højt tempo. I andre lande er man bedre til at omstille sig, siger Elkjær.

Eksperten er ikke sikker på, at Chelsea uden problemer spiller sig forbi de franske mestre.

- 1-1 på udebane er et godt resultat mod et stærkt hold som PSG. Men bekymrende for Chelsea må være, at PSG spillemæssigt var klart bedre end Chelsea i den første kamp.

- Over to kampe vil jeg til enhver tid have Chelsea som vinder, men det overraskede mig en del, så det bliver en meget interessant returkamp, siger Elkjær.

Chelsea og PSG mødtes også i sidste sæson. Dengang var det i kvartfinalen, og Chelsea avancerede efter et drama på reglen om flest scorede mål på udebane.

Den daværende Chelsea-angriber Demba Ba scorede det afgørende 2-0-mål i London i returkampens slutfase. PSG havde vundet 3-1 i Paris i den første kamp.

PSG-træner Laurent Blanc håber på bedre held denne gang.

- Selvfølgelig tror vi på et avancement. Vi må gøre det samme som sidste år, og kan vi være så kyniske som Chelsea, så tager jeg gerne det med, siger Blanc ifølge AFP.

Onsdagens anden kamp i 1/8-finalen står mellem Bayern München og Shakhtar Donetsk. Første kamp i Ukraine endte 0-0.

Begge kampe begynder klokken 20.45.

/ritzau/