Chiles stjerner slår Australien med to hurtige mål

Skrevet af admin

14/06/2014

Mest læste i dag

Chile fik natten til lørdag dansk tid en god start på VM-slutrunden i Brasilien, da de som ventet slog undertippede Australien i gruppe B.

Allerede efter 12 minutters spil scorede Barcelona-stjernen Alexis Sánchez Chiles åbningsmål efter klumpspil i det australske forsvar.

Chile fastholdt presset, og to minutter senere kunne Jorge Valdivia hugge bolden op i hjørnet til 2-0 efter endnu en god aktion fra Alexis Sánchez.

Den 25-årige Barcelona-spiller var konstant en trussel foran Australiens mål, og det blev kun til få australske chancer i første halvleg. Juventus-profilen Arturo Vidal, der var tvivlsom op til kampen på grund af en skade, havde også flere gode aktioner for sydamerikanerne.

Men efter 35 minutter hoppede Australiens målfarlige Tim Cahill højest i Chiles felt og kunne heade bolden i mål efter et godt indlæg fra højresiden. Socceroos var igen med i kampen, og det fik håbet tilbage i de australske spillere og de gulklædte fans på tilskuerrækkerne i Cuiabá.

Australien kom ud til anden halvleg med håb om VM-point og skabte fra start store chancer i sydamerikanernes felt.

Tim Cahill fik endnu engang scoret med panden, men dommeren annullerede målet, da der var offside. Kort tid efter var Mark Bresciano lige ved at hamre bolden i mål, men Chiles målmand fik reddet forsøget på stregen.

Herefter fik Chile igen overtaget. Med en halv time igen var sydamerikanerne få centimeter fra at score til 3-1 efter endnu en fremragende aktion fra Alexis Sánchez, men Australiens forsvar fik reddet bolden på stregen, og Socceroos levede stadig.

Tim Cahill havde endnu en stor chance med hovedet i anden halvleg, men selvom australierne pressede på i de sidste minutter, kom udligningen aldrig. I stedet cementerede Chiles Jean Beausejour sejren i overtiden.

- Jeg er meget skuffet. Jeg troede, at vi kunne få noget ud af denne kamp, siger Australiens landstræner, Ange Postecoglou.

Australien er havnet i en af de sværeste grupper ved VM. Ud over Chile spiller australierne også mod de regerende verdensmestre fra Spanien samt Holland. Spanien blev i sin første kamp udraderet af Holland, der vandt hele 5-1.

/ritzau/