Chok: Stevie Wonder spiller på Roskilde Festival

admin

10 år siden

|

02/04/2014

Dagens topnyheder

Årets Roskilde Festival får besøg af endnu et musikalsk koryfæ, når den 63-årige soullegende Stevie Wonder lægger vejen forbi dyrskuepladsen på Midtsjælland.

Festivalen, der for nylig offentliggjorde The Rolling Stones som det altoverskyggende hovednavn, har netop præsenteret årets plakat, der tilføjer 60 nye navne til det i forvejen talstærke program.

Og her er den blinde amerikanere, der står bag hits som "Superstition", "I Just Called To Say I Love You" og "You Are The Sunshine Of My Life", den altoverskyggende nyhed.

- Stevie Wonder er et navn, som alle på en eller anden måde kan relatere til. Jeg tror ikke, der er ret mange mennesker i verden, der ikke kender nogle af hans numre. I hvert fald ikke, når de hører dem, siger festivalens programchef Anders Wahrén til Ritzau.

Wonder debuterede som 11-årig i 1961 og nåede sit musikalske højdepunkt i 1970'erne med udgivelserne "Talking Book", "Innervisions" og "Songs in the Key of Life".

I dag er han nået en alder på 63 år, og hans seneste studiealbum kom helt tilbage i 2005.

Alligevel mener Anders Wahrén, at manden med de karakteristiske solbriller har masser at bidrage med på Roskilde Festival anno 2014.

- Jeg tror, han kan sætte tingene lidt i relief for vores gæster. De kender ham, men de har givetvis aldrig oplevet ham live, siger programchef med henvisning til festivalens publikum, som har en gennemsnitsalder på blot 24 år.

- Han kan virkelig spille og har et godt band, så han kommer til at levere noget rigtig stort og vil måske få en revival hos vores unge publikum og give dem noget, de kan spejle de nye navne op imod, tilføjer han.

Foruden Stevie Wonder har Roskilde Festival også tilføjet den canadiske rapper Drake til listen over hovednavne, som dermed er fuldendt.

- Drake er en af dem, der kender Stevie Wonder rigtig godt. Han laver hiphop men med en poppet og soulet kant, og det tror jeg Stevie Wonder har været med til at lægge grunden for. På en eller anden måde er det et fint makkerpar, påpeger Anders Wahrén.

/ritzau/