CIA: Afhøringsmetoder hindrede terror

Skrevet af admin

09/12/2014

Dagens topnyheder

Direktøren for efterretningstjenesten CIA i USA fastholder, at tjenestens agenters brug af brutale afhøringsteknikker mod terrormistænkte fra al Qaeda har hindret angreb.

Hans udtalelser kommer samtidig med, at Senatets Efterretningsudvalg i kongressen i Washington DC fremlægger en rapport, der er meget kritisk over for CIA's afhøringsmetoder fra 2001, da USA blev ramt af det store terrorangreb den 11. september, og i årene umiddelbart efter.

- De producerede efterretninger, der bidrog til at forpurre angrebsplaner, fange terrorister og redde liv, siger CIA's direktør, John Brennan.

Senatets rapport siger derimod, at afhøringsmetoderne stort set ikke bidrog til at fremskaffe brugbare efterretninger.

CIA-chefen erkender også, at programmet ikke var perfekt.

- Som det står i CIA's svar på undersøgelsen, så erkender vi, at tilbageholdelse- og afhøringsprogrammet ikke var perfekt, og at CIA begik fejl, siger Brennan i en erklæring.

- Ved at gennemføre programmet, levede vi ikke altid op til de høje standarder, vi satte for os selv, og som det amerikanske folk forventer af os, siger han videre.

/ritzau/AFP