Colombiansk bjergkonge dropper Tour de France

admin

|

28/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Cykelrytteren Nairo Quintana var en af de helt store overraskelser i sidste års Tour de France, men i år stiller han ikke til start i det store franske etapeløb.

Colombianerens hold, Movistar, meddeler, at Tourens nummer to skal være kaptajn i årets Giro d'Italia, mens holdet skal køre for spanske Alejandro Valverde i Tour de France.

- Jeg mener ikke, at det er godt for hans fremtid at tage ham med i Touren, når man tager hans alder i betragtning samt det pres, der vil være for at forbedre resultatet fra sidste år, siger Movistars general manager, Eusebio Unzué, til holdets hjemmeside.

- Jeg foretrækker at lade ham fortsætte sin udvikling og lade ham lære Giroen at kende. Vi mener, at det er et meget interessant løb for ham, så han kan fortsætte med at forbedre sig, og han vil få kaptajnrollen for første gang i et af de store etapeløb, siger Eusebio Unzué.

Nairo Quintana blev ud over andenpladsen noteret for en etapesejr i sidste års Tour, og han vandt både bjergkonkurrencen og ungdomskonkurrencen.

Movistar meddeler, at det er planen, at både Nairo Quintana og Alejandro Valverde skal køre med i årets tredje og sidste store etapeløb, Vuelta a España.

/ritzau/