Costa Concordia tager ud på sin sidste sejlads

Skrevet af admin

23/07/2014

Mest læste i dag

To slæbebåde vil onsdag begynde at bugsere det nu rustne italienske krydstogtskib Costa Concordia ud på sin sidste sejlads. Turen ender i den norditalienske havneby Genoa, hvor Costa Concordia skal skrottes.

32 mennesker omkom, da luksuslineren for to et halvt år siden stødte på grund tæt ved den toscanske kyst og lagde sig om på siden.

- Vi håber, at mange af vores følelser (fra ulykkesnatten, red.) vil forsvinde, når skibet forlader stedet. Og som det bevæger sig ud på sin vej, kan vi endelig gå vores, siger Anne Decre fra Frankrig, der er mødt op på øen Giglio sammen med en veninde, der mistede sin mand i katastrofen.

Sammen med flere andre passagerer fra den skæbnesvangre aften er de mødt op for at sige et sidste farvel til det engang så imponerende fartøj, der er omtrent dobbelt så stort som Titanic.

Slæbebådene vil trække skibet op gennem Korsika-kanalen med en hastighed på bare to knob (3,7 kilometer) i timen og forventes at nå Genoa i løbet af fire dage, hvis vejret tillader det.

Ud over de to slæbebåde vil en konvoj på 12 skibe med dykkere, ingeniører, lægehold og miljøeksperter om bord overvåge den komplekse manøvre. Sensorer er fastgjort til siderne af skibet for at overvåge eventuelle revner og udslip fra det skrøbelige skrog.

Pablo Lazaro, en 66-årig spanier, som sammen med sin kone og en stedsøn var med på krydstogtet, siger, at han aldrig bliver i stand til at glemme frygten fra den kolde aften i januar 2012.

Flere af de 4252 personer om bord var lige begyndt på aftensmaden på togtets første dag, da skibet stødte på nogle klippeskær. Vandet fossede ind, skibet begyndte at hælde, og det udløste panik under evakueringen af de næsten 4300 passagerer.

- Da jeg kom i redningsbåden midt i al det kaos, troede jeg, at det var min sidste dag i live, siger Pablo Lazaro og kigger fra havnen i Giglio ud på vraget.

/ritzau/AFP