Costa Rica banker Italien og er videre - England er ude

Skrevet af admin

20/06/2014

Dagens topnyheder

VM's hidtil største sensation er en kendsgerning.

Upåagtede Costa Rica - af mange eksperter afskrevet som kanonføde i gruppe D - er videre til 1/8-finalerne.

Det er et faktum, efter at costaricanerne med de tidligere FC København-spillere Christian Bolanos og Cristian Gamboa på holdet leverede en ny sensation ved at besejre et apatisk italiensk landshold 1-0 i Recife.

Resultatet betyder samtidig, at England er færdig ved VM-slutrunden i Brasilien efter nederlag til Italien og Uruguay.

Costa Rica var ikke levnet en chance i gruppen, der tæller tre tidligere verdensmestre, Italien, Uruguay og England.

Costa Rica overraskede dog stort ved at vinde 3-1 over Uruguay i holdets første kamp ved VM.

Og med endnu en flot præstation lykkedes det at nedlægge et tamt italiensk hold, der ellers havde målmandsveteranen Gianluigi Buffon tilbage.

Italien må glæde sig over, at holdet kan nøjes med uafgjort i den afsluttende gyserkamp mod Uruguay for at komme videre.

Der gik 27 minutter i første halvleg, før Thiago Motta sendte det første halvfarlige italienske forsøg forbi mål.

Senere i halvlegen havde Mario Balotelli to gode muligheder, som han misbrugte.

Den første faldt efter en genial aflevering fra Andrea Pirlo, som splittede det costaricanske forsvar ad.

Mario Balotelli leverede dog et kikset lob, og dermed var stillingen fortsat 0-0.

Det blev den dog ikke ved med at være, for få minutter før pausen headede anfører Bryan Ruiz underhundene foran.

Bolden sprang ud i spil igen efter at have ramt underkanten af overliggeren, men den nyindførte målteknologi slog fast, at bolden var over stregen.

Kort forinden var Costa Rica muligvis blevet snydt for et straffespark, da Italiens Giorgio Chiellini fældede Joel Campbell.

Fra begyndelsen af anden halvleg sendte Italiens landstræner, Cesare Prandelli, angriberen Antonio Cassano på banen, men italienerne var fortsat skuffende.

Andrea Pirlo havde dog et godt frispark, men generelt leverede Italien en fornærmende dårlig indsats.

Resultatet betyder, at Costa Rica med seks point er sikker på mindst at blive nummer to i gruppen.

Italien og Uruguay har begge tre point og kan fortsat begge håbe på avancement.

Italien har fordel af en bedre målscore og kan derfor nøjes med uafgjort mod Uruguay, når de to store fodboldnationer mødes i den afgørende kamp.

England må rejse hjem efter kampen mod Costa Rica, der vil være sikre på førstepladsen i gruppen med uafgjort.

Det er anden gang, at det mellemamerikanske hold avancerer fra et gruppespil ved et VM.

Det skete også i 1990, men dengang blev Costa Rica stoppet i 1/8-finalerne af det daværende Tjekkoslovakiet.

/ritzau/