Udbetalingen af dagpenge til EU-borgere fra 10 østeuropæiske lande er over en fireårig periode steget markant.
Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser ifølge Politiken, at statens udgifter er mere end tidoblet fra 32 millioner kroner i 2008 til 345 millioner kroner i 2012.
Ifølge den radikale arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq viser stigningen først og fremmest, at også østeuropæere er blevet ramt af finanskrisen.
- Men tallet er steget ret voldsomt, og derfor skal vi tage det alvorligt. Vi hylder den fri bevægelighed, som gør Danmark rigere. Men vi er også klar til at sikre både kontrol og de nødvendige værnsregler, siger Nadeem Farooq til Politiken.
Den øgede kontrol fra regeringens side omfatter blandt andet et tjek af folks reelle ophold i Danmark.
En række partier i Folketinget vil imidlertid gå endnu længere og indføre stramninger i adgangen til dagpenge for de arbejdstagere, der kommer til Danmark i kraft af EU's regler om fri bevægelighed.
- Dette er et stigende problem, som vi vil opleve i de kommende år. Vi er nødt til at diskutere, hvilke værn vi kan stille op i disse sager. Det er jo ikke et problem, der går væk, siger Venstres tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen til Politiken.
De danske regler betyder i dag, at EU-borgere kan optjene hovedparten af retten til dagpenge i deres hjemlande. De skal dog have arbejdet tre måneder i Danmark. For danske borgere gælder, at de skal arbejde sammenlagt 52 uger inden for tre år.
På lignende vis lyder kravet til EU-borgere på tre måneders indbetaling til en a-kasse her i landet for at optjene dagpengeret. Danskere skal være tilmeldt i et år.
Beskæftigelsesministeriet har tidligere oplyst til Ritzau, at den samlede udgift til syv forskellige sociale ydelser til EU-borgere i 2012 i alt var steget til over to milliarder kroner. Det er en fordobling på fire år.
Hvad angår EU-borgere fra Østeuropa, var der i den pågældende periode tale om en firedobling af udgifterne fra 169 millioner kroner i 2008 til 669 millioner kroner i 2012, og heriblandt er udgifterne til dagpengene altså blevet tidoblet.
/ritzau/