Danfoss vil købe finsk virksomhed for milliarder

Skrevet af admin

12/09/2014

Dagens topnyheder

Aktionærerne i den finske virksomhed Vacon har fået et tilbud af den danske industrigigant Danfoss.

Danfoss vil overtage virksomheden for lidt over en milliard euro - svarende til 7,7 milliarder kroner. Det oplyser Danfoss i en pressemeddelelse.

Sammen skal de to virksomheder blive førende producenter af frekvensomformere, lyder det fra Niels B. Christiansen, administrerende direktør i Danfoss.

- Vi har en klar strategisk ambition om at være blandt de absolut førende inden for de forretningsområder, hvor vi er aktive. Vacon er meget stærk og innovativ, og ved at skabe den nye spiller sikrer vi langsigtet vækst og udvikling, siger han i meddelelsen.

Bestyrelsen i Vacon har enstemmigt vedtaget at anbefale aktionærerne et ja tak til Danfoss' købstilbud. Nu er det op til konkurrencemyndighederne og aktionærerne, om handlen skal gå igennem.

Købet er betinget af, at Danfoss kan sætte sig på over 90 procent af Vacon-aktierne.

- Vacon er en af de store industrielle succeshistorier, selv i global sammenhæng, siger Panu Routila, der er bestyrelsesformand for Vacon, i meddelelsen.

- Med sammenlægningen vil de to selskaber skabe en global, nordisk baseret aktør - en ny frekvensomformer-forretning med en klar ambition om at skabe en førerposition på markedet, tilføjer han.

Vacon har hovedkvarter i Vaasa, Finland. Virksomheden har produktion i Europa, Asien ogNordamerika og har kontorer eller repræsentanter i næsten 90 lande.

Vacon har cirka 1600 medarbejdere og omsatte for 403 millioner euro i 2013.

Aktionærerne i Vacon bliver tilbudt 34 euro kontant per aktie, hvilket repræsenterer en samlet købspris på cirka 1,038 milliarder euro.

/ritzau/