Daniel Agger: Fremtiden er kompliceret

Skrevet af admin

26/08/2014

Mest læste i dag

I løbet af sommeren har Daniel Agger været rygtet væk fra Liverpool, og den danske landsholdsanfører er kort før transfervinduets lukning stadig usikker på, om han bliver i Liverpool eller ej.

- Fremtiden er kompliceret. Der er nogle ting, som skal løses, og så må vi tage den derfra, siger Daniel Agger til Jyllands-Posten.

Sommerens transfervindue lukker med udgangen af denne måned. På spørgsmålet om, hvorvidt han har en formodning om, hvad der kommer til at ske inden mandag, svarer Agger:

- Nej, det har jeg faktisk ikke. Det er lidt op til Liverpool.

Forsvarsspilleren har på det seneste døjet med knæproblemer, og Agger har derfor ikke spillet kampe hidtil i sæsonen.

Alligevel melder han sig klar til landsholdets kommende opgaver: Testkampen mod Tyrkiet 3. september og EM-kvalifikationskampen mod Armenien fire dage senere.

- Det er op til Morten Olsen, om han vil udtage mig, men jeg har sagt, at min fysiske form er på vej til at være, som den skal være, og jeg har meldt mig klar.

- Når det er sagt, kan man ikke simulere kamp i løbet af en træning, så jeg er ikke i kampform, men det er op til ham, om det er godt nok, siger Agger.

Landstræner Morten Olsen udtager sin trup i dag, tirsdag, klokken 13.

/ritzau/