Dankort rippet for 49.000: Politiet advarer mod pirattaxa i Odense

Ann Katrine Warren

|

21/11/2012

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dømmekraften sætter ud hos mange, når der ryger for mange julebryg indenbords, men nu advarer Fyns Politi kraftigt imod at lade sig friste til at stige ind i en pirattaxa, når turen går hjem fra julefrokosten.
De seneste weekender har flere odenseanere nemlig fået stjålet og rippet deres dankort efter at have kørt med en uautoriseret taxi.

Natten til søndag tilbød to mænd af udenlandsk oprindelse en beruset 30-årig mand en tur fra et ukendt sted i Odense centrum. Mændene i pirattaxaen tvang den 30-årige til at udlevere hans to betalingskort og koderne til dem. Efterfølgende blev der hævet 49.000 kroner på kortene.


Natten før gik det ud over en 18-årig mand, som blev tilbudt et lift hjem af to personer af udenlandsk oprindelse i en ældre mørkerød bil. På vejen stoppede de ved en tankstation, hvor den 18-årige blev tvunget til at betale for benzinen. Senere opdagede manden, at hans dankort var forsvundet - det blev rippet for 28.000 kroner.

Også natten til den 11. november slog pirattaxaen til. En 22-årig mand blev samlet op i Nørregade midt i Odense, og han blev tvunget til at betale for benzin. I den forbindelse aflurede de to mænd formentlig hans pinkode, og senere tog de kortet fra ham. Det blev hævet 600 kroner på kortet, inden den blev spærret. 

Politiets råder til, at man ikke drikker sig så beruset, at man ikke kan skelne mellem nattens køretøjer, og formår at sige fra overfor gode tilbud om et billigt lift. Lige som man bør kontrollere, om taxaen har tydelig skiltning og taxameter.