Danmark fravælger muslimske flygtninge

Skrevet af admin

26/03/2014

Dagens topnyheder

Når Udlændingestyrelsens embedsmænd rejser ud for at besøge FN's flygtningelejre og vælge de årlige 500 såkaldte kvoteflygtninge, kommer én type flygtning de facto sjældent i betragtning: muslimske.

Hvor de fleste kvoterejser i 1990'erne gik til flygtningelejre i muslimske lande med muslimske flygtninge, og fra midten af 1990'erne kun til sådanne, ændrede det sig efter regeringsskiftet i 2001.

Det viser en opgørelse, som justitsminister Karen Hækkerup (S) har lavet til Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg, skriver Information.

Rejserne til flygtningelejre i muslimske lande blev sjældnere og sjældnere, og efter 2006 har Danmark slet ikke taget flygtninge fra disse lande.

I 2005 udvidede den daværende VK-regering imidlertid udlændingeloven, så der skal lægges vægt på flygtningens "integrations-potentiale".

Nu spørger Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, om den ændring også førte til en ændring i rejsemålene, så muslimske flygtninge siden reelt blev fravalgt. I 2013 gik rejserne til Nepal, Ecuador og Uganda.

- Langsomt og sikkert er man holdt op med at rejse til de muslimske lande, og jeg vil gerne vide hvorfor, siger Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til Information.

/ritzau/