Danmark sender tæpper til flygtninge i Ungarn

Skrevet af admin

12/09/2015

Mest læste i dag

Danmark sender 1000 tæpper af sted til Ungarn, der på grund af et stigende flygtninge- og migrationspres fra Syrien, har anmodet EU's katastrofecenter om akut bistand til indkvartering af de indrejsende.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som Beredskabsstyrelsen har udsendt lørdag.

Ungarn har anmodet de øvrige medlemslande i EU om hjælp i form af telte, tæpper og øvrige basale overnatningsfaciliteter.

Ifølge EU's katastrofecenter, ERCC, har Ungarn hver dag i august modtaget omkring 2000 personer fra Syrien, der har rejst igennem lande som Tyrkiet, Grækenland, Makedonien og Serbien.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at Beredskabsstyrelsen sender de 1000 tæpper af sted med lastbil fra Hedehusene.

Ungarn er fortsat i gang med at bygge et fire meter højt hegn ved grænsen til Serbien. Ifølge den ungarske regering er det for at forhindre, at tilstrømningen af flygtninge og migranter kommer ud af kontrol.

Fredag meddelte Ungarns premierminister, Viktor Orbán, at fra på tirsdag vil personer, der ulovligt krydser Ungarns grænse, blive anholdt.

Indtil videre har 170.000 flygtninge og migranter i år krydset den ungarske grænse.

/ritzau/