Danmark vandt næstflest guldmedaljer ved svømme-EM

Skrevet af admin

24/08/2014

Dagens topnyheder

Selv om fem nationer vandt flere medaljer end Danmark ved EM i svømning, så var der ikke mange af dem, der kunne matche de seks guldmedaljer, som de danske svømmere modtog undervejs i stævnet, der sluttede søndag.

Kun Storbritannien, der tilsyneladende medbragte den gode form fra de nyligt afholdte Commonwealth Games, overgik Danmark med i alt ni guldmedaljer.

Men store svømmenationer som Italien, Frankrig, Ungarn og naboerne fra Sverige nåede ikke op på mere end fem af slagsen.

Det betyder, at Danmark slutter som nummer to i medaljestatistikken, hvor nationerne rangeres efter flest guldmedaljer.

Og Jeanette Ottesen, der selv fik overrakt guld to gange, er ikke i tvivl om, at medaljen på den afsluttende 4x100 meter medley for kvinder betød rigtigt meget.

- Det var det, vi kom her for. Vi har i så lang tid ligget nummer et på papiret, når man lagde vores tider sammen, så alt gik op i en højere enhed. Det var en god måde at slutte af på, siger hun efter den spændende finale, hvor svenskerne blev slået med fire tiendedele af et sekund.

Blandt de øvrige ventede guldmedaljer var Rikke Møller Pedersens triumfer på 100 og 200 meter bryst samt Mie Ø. Nielsens sejr på 100 meter ryg.

Viktor Bromers finalesejr på 200 meter butterfly var der imidlertid ikke mange, der havde set komme inden stævnet.

Top-5 i medaljestatistikken:

1. Storbritannien (9 guld - 7 sølv - 8 bronze).

2. Danmark (6-1-2).

3. Ungarn (5-4-5).

4. Italien (5-1-9).

5. Frankrig (4-4-2).

/ritzau/