Det norske ishockeylandshold har haft en hård start på VM i Tjekkiet med tre nederlag på stribe, men onsdag aften var der endelig norsk succes i Ostrava.
Nordmændene var ellers i store problemer undervejs, men leverede et imponerende comeback og besejrede Slovakiet med 3-2 efter slovakisk føring på 2-0 i starten af anden periode.
Dermed henter Norge tre point og rykker forbi Danmark i gruppe B, hvor danskerne nu er næstsidst med ét point. I bunden ligger Slovenien, der endnu ikke er kommet på tavlen.
Det var en stor præstation af det norske mandskab, at spillerne bevarede roen i den oppiskede atmosfære, hvor 8000 slovakker forsøgte at råbe og skrige deres landsmænd til sejr.
Den store norske succeshistorie ved dette VM, det 19-årige backtalent Mattias Nørstebø, blev den store helt ved at score sit holds første og tredje mål med to smældende slagskudsmål i powerplay.
Med til historien om den dårlige norske VM-start hører dog, at holdet har haft et temmelig besværligt startprogram med Rusland, USA og Finland i de tre første kampe.
Nu venter de formodet letteste modstandere, og til dem hører Danmark. Danskerne og nordmændene mødes i et klassisk arvefjendeopgør lørdag aften.
Et stærk comeback så man også i den samtidige kamp i gruppe A, hvor ishockeygiganterne Sverige og Canada tørnede sammen.
Svenskerne startede som lyn og torden og førte 3-0 efter første periode. Canada kom dog flot tilbage og vandt 6-4. Dermed har canadierne maksimumpoint 12 efter fire kampe.
/ritzau/