Dansk aktivist får et års fængsel i Bahrain

Skrevet af admin

01/12/2014

Mest læste i dag

Dansk-bahraineren Maryam al-Khawaja er mandag idømt et års fængsel ved en domstol i Bahrain, oplyser hendes advokat, Mohammed al-Jishy, til det franske nyhedsbureau AFP.

Menneskerettighedsaktivisten blev dømt in absentia, efter at hun søndag havde sagt, at hun ikke ville møde op til en høring, fordi man ikke "kan få en fair og uafhængig retssag" i landet.

Maryam al-Khawaja, som leder et menneskerettighedskontor i Golfen, er dømt for at have angrebet politibetjente i lufthavnen i Bahrain, da hun ankom med et fly fra Danmark i sommer.

Den 27-årige kvinde, som er datter af menneskerettighedsaktivisten Abdulhadi al-Khawaja, har opholdt sig i London, siden en domstol i Bahrain ophævede et udrejseforbud 1. oktober.

Maryam al-Khawaja blev anholdt, da hun ankom til lufthavnen i Manama 30. august på anklager om, at hun havde slået to betjente. Selv fastholder al-Khawaja, at det var betjentene, som angreb hende.

Familien Khawaja boede 12 år i Danmark, men vendte i 2001 tilbage til Bahrain. En halv snes år efter var Abdulhadi al-Khawaja med til at arrangere demonstrationer for politisk frihed i kongedømmet, men blev anholdt og fik en fængselsdom på livstid.

/ritzau/AFP