Dansk Erhverv vil hæve barren i gymnasiet

Skrevet af admin

14/08/2014

Mest læste i dag

Flere elever skal læse matematik B i gymnasiet, så langt færre senere skal læse det op. Samtidig skal barren hæves over regeringens adgangskrav på 02, så elever skal have 4. Kravet udelukker kun 10 procent af eleverne ifølge Undervisningsministeriets tal.

Det siger Mette Fjord Sørensen, Dansk Erhvervs uddannelses- og forskningschef, om gymnasiereformen, som undervisningsminister Christine Antorini (S) præsenterer i Berlingske.

- I 2012 tog 15.000 kursister gymnasiale suppleringskurser, hvor mange tager matematik B. Det er en stor regning, at de skal supplere, når de har taget tre år i gymnasiet, siger Mette Fjord Sørensen.

- Derfor skal matematik B være obligatorisk, hvis man f.eks ikke har fire sprogfag på højt niveau. Det giver de unge flere valgmuligheder.

Christine Antorini bør også rydde op i 1238 studieretninger i gymnasiet, hvor der er 205 forskellige varianter, mener Mette Fjord Sørensen.

- Måske skulle de ikke hedde noget forskelligt, hvis de grundlæggende handler om det samme. Hvis man har linjen "psykologi", så skal man også have matematik B, som kræves for at læse psykologi på universitetet, siger hun.

Dansk Erhverv støtter, at gymnasier skal samarbejde med virksomheder. Desuden er det godt at samle ungdomsuddannelser i campus, ligesom lærerseminarier og sygeplejeskoler blev lagt sammen i professionshøjskoler, mener Mette Fjord Sørensen.

- Det er en rigtig god ide, så man kan få synergi. Hvis man lægger gymnasiet sammen med et teknisk gymnasium, en handelsskole eller erhvervsuddannelser, så kan man vælge andre ting, siger hun og tilføjer:

- Nogle unge vælger nok gymnasiet, fordi det er dér, ungdomsmiljøet er. Hvis man får skabt et campus, vil det være positivt, hvis man har lidt mere mangfoldighed.

/ritzau/