Dansk golfopkomling bider sig fast i topstrid

Skrevet af admin

26/06/2015

Dagens topnyheder

Golfspilleren Lasse Jensen leverede endnu en stabil runde ved European Tour-turneringen BMW International Open i München fredag.

Men trods en runde i 69 slag - tre slag under banens par - faldt Lasse Jensen alligevel en placering tilbage fra en delt førsteplads til en delt andenplads.

Samlet har Lasse Jensen brugt 134 slag - 10 slag under par - men spanske Rafa Cabrera-Bello er noteret for 132 slag og er dermed to slag bedre.

Det er kun Lasse Jensens anden sæson på Europa Touren, og han deltager i sin blot 11. turnering i karrieren. Men københavneren har som målsætning at vinde en turnering i 2015. Og det er stadig inden for rækkevidde.

Lasse Jensen præsterede seks birdies på fredagens anden runde, men i modsætning til torsdag lavede danskeren også tre bogeys.

Nordirske Michael Hoey gik fredag en fantomrunde i 65 slag - syv slag under par - og er placeret side om side med Lasse Jensen inden weekendens finalerunder.

Danske Thorbjørn Olesen og Thomas Bjørn havde også en god dag, da begge endte i fire slag under par og nu er samlet fem slag under par.

Også Søren Kjeldsen avancerede kraftigt i stillingen med en runde i fire slag under par, og han er nu samlet tre slag under par.

Derimod er Søren Hansen med sikkerhed færdig i turneringen efter to runder, der placerer ham helt i bunden af feltet med i alt 149 slag - fem slag over par.

Alle spillere har endnu ikke færdiggjort fredagens runde.

/ritzau/