Dansk herredouble slider sig videre i Frankrig

Skrevet af admin

22/10/2014

Mest læste i dag

Den danske badmintonduo Mathias Boe/Carsten Mogensen er topseedet i herredouble ved Super Super Series-turneringen French Open i Paris, men allerede i første runde havde danskerne store problemer.

Det endte med dansk sejr, men kineserne Cai Yun og Kai Lu bed godt fra sig og spillede stort set lige op med danskerne. I et tæt første sæt bragte kineserne sig foran 20-18, men danskerne fik reddet de to sætbolde og udlignede til 20-20.

Herefter missede danskerne en sætbold, så brændte kineserne to, og derefter kørte Boe og Mogensen sættet i hus med 25-23.

Også i andet sæt var danskerne på hælene, men bagud 9-13 fik danskerne fat.

Sættet blev vundet 21-17, og efter 54 minutter var billetten til anden runde sikret. Her venter russerne Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov.

En noget nemmere onsdag havde damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, der slog tyskerne Johanna Goliszewski og Carla Nelte sikkert.

21-7, 21-14 endte kampen i dansk favør. Den danske damedouble er seedet to i turneringen, og også i anden runde ligner det overkommelig modstand i form af enten fransk eller hollandsk modstand.

Flere danskere er aktion senere onsdag i French Open.

/ritzau/