Dansk NHL-duo holder liv i playoff-håbet

Skrevet af admin

27/03/2014

Dagens topnyheder

Ambitiøse Vancouver Canucks har haft en svingende sæson i den amerikanske ishockeyliga (NHL), men det canadiske storhold har tilsyneladende fundet formen, her hvor grundspillet går ind i sine sidste, afgørende uger.

Med danskerne Jannik Hansen og Nicklas Jensen på isen vandt Canucks natten til torsdag dansk tid for tredje gang i træk, da Minnesota Wild på hjemmebane blev slået med 5-2.

Dermed bevarer holdet håbet om at snige sig med i playoff-kampene om Stanley Cup-trofæet, der begynder midt i april.

- Vi har stadig mange ting at arbejde med i de næste uger, men vi ånder. Det er det vigtigste, siger Vancouver Canucks-træner John Tortorella til nhl.com.

Mens der ikke var så meget istid denne gang til fremstormende Nicklas Jensen, markerede erfarne Jannik Hansen sig tydeligere og blev også noteret for en assist, da Canucks bragte sig foran 4-1 i tredje periode.

Trods den lille sejrsstime er der fortsat et stykke arbejde at gøre, hvis de canadiske Stanley Cup-finalister fra 2011 skal med blandt de 16 hold i denne sæsons playoff.

Der er otte kampe tilbage og fire point op til Mikkel Bødkers Phoenix Coyotes, der spillet en kamp færre.

/ritzau/