Dansk OSCE-observatør genforenet med familien

Skrevet af admin

04/05/2014

Dagens topnyheder

Den danske chefsergent John Christensen, der har været gidsel i det østlige Ukraine i otte dage, er nu landet i Danmark og blevet genforenet med sin familie i Roskilde, efter at han lørdag blev frigivet.

Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside søndag eftermiddag.

LÆS OGSÅ: Wammen henter frigivet observatør i Berlin

- Jeg vil gerne udtrykke min dybe anerkendelse af den indsats, som John har udført for sig selv og det hold han var en del af. Det er en indsats vi alle kan være stolte af. Jeg vil samtidig gerne understrege vigtigheden af, at familien nu får ro til at komme sig, siger forsvarschef, general Peter Bartram, i en meddelelse på Forsvarets hjemmeside.

Forsvaret har i forbindelse med John Christensens hjemkomst planlagt et forløb, der skal hjælpe ham og familien gennem den oplevelse, som familien har været udsat for.

/ritzau/