Dagens.dk har tidligere skrevet om den canadiske danser Cassandra Naud, der nægter at gøre noget ved sit markante modermærke, fordi det gør hende unik.
Og nu står 18-årige Julie Albertsen fra Odense også frem for at sende et budskab til de mange grove voksne og teenagere, hun møder i hverdagen. Hun er født med et stort rødt modermærke i højre side af ansigtet, som hun har fået mange hadefulde kommentarer omkring.
Julie Albertsen har haft sit særlige mærke altid og tænker ikke rigtigt over det til hverdag. Så da hun arbejdede bag kassen i Rema 1000, og en lille dreng spurgte, hvad det var, hun havde i ansigtet, tog hun sig instinktivt til mundvigen af frygt for, at hun havde noget mad siddende.
Det fremprovokerede en reaktion hos drengens mor, som Julie Albertsen aldrig vil glemme, fortæller hun til Dagens.dk:
- Det fik hende til at sige: “Ja, du kan da for helvede ikke være i tvivl om, hvad drengen mener, når du har sådan et stort rødt mærke i smasken. Og du synes ikke, du burde udnytte det teknologiske samfund og få det fjernet, så vi andre kan holde ud at kigge på dig? For kønt er det godt nok ikke”, mindes Julie Albertsen.
- Men jeg sad ved kassen, og det var mit job at smile, så jeg sagde ikke så meget, siger hun.
Læs også: Cassandra er professionel danser, og nægter at gøre noget ved sit specielle udseende
Men Julie Albertsen har forsøgt at få det fjernet med laser. Det sidder bare så dybt og har så mange blodkar, at der ikke er mere at gøre nu.
Mærket presser på nogle nerver i ansigtet, så hendes mund hænger. Det gør ikke ondt, da hun er følelsesløs i den side af ansigtet. Ondt gjorde til gengæld de over 20 laseroperationer, som hver gang har efterladt hendes hud med sorte skorper samt efterveerne af den plastikoperation, hun fik i 9. klasse, som skulle løfte den hængende del af ansigtet.
Heldigvis har hun efterhånden lært at acceptere det, og hun har et klart budskab til danskerne:
- Accepter folks små særheder og gør det til en normalitet at svære speciel.
Læs også: Aflyser debat: Jens Stoltenberg fik fjernet modermærke i øjet
- Jeg mener, det er problematisk, at vi har så meget fokus på at leve op til umenneskelige idealer, når der er nogle, som simpelthen er skabt sådan, at det er umuligt at leve op til. De er dømt til at være anderledes resten af deres liv, siger hun.
Usikkerheden omkring hendes udseende hæmmede hende i barndommen og den tidlige ungdom. Hun vidste godt, hun var anderledes, og derfor holdt hun sig helst til en lille tæt omgangskreds, fordi hun var bange for ikke at blive accepteret.
Derfor var det også mest for andres skyld, at hun begyndte at dække det med makeup omkring 6. klasse.
I dag oplever hun af og til, at folk bebrejder hende for, at de skal kigge på “hendes klamme ansigt”, som hun har hørt teenagepiger omtale det i supermarkedkøen.
Læs også: Kvinde hader sin krop - men så tager hun en livsændrende beslutning
Og det er særligt voksne og teenagere, der lader en sårende kommentar falde.
- De spørger, om jeg er mutant, om mine forældre har malet mig med rød farve eller slået mig, om jeg har en voldelig kæreste, om jeg er bange for at ende som gammeljomfru og om jeg græder, når jeg ser mig selv i spejlet. Eller om jeg har overvejet at begå selvmord, remser Julie Albertsen op.
Det ville være fuldt forståeligt, hvis den kønne 18-årige pige var knækket sammen under de mange ondskabsfulde kommentarer. Men erkendelsen af, at hun ikke kan gøre noget ved sit markante udseende har gjort hende stærkere.
- Jeg har ikke lyst til at være ked af det, hver gang jeg kigger mig selv i spejlet. Jeg har mere ondt af de mennesker, der ikke er i stand til at acceptere andres særheder, siger hun.
Læs også: Dette nøgenbillede redder sportsstjerne fra kræft
- Jeg har det helt fint med det nu. Jeg føler mig speciel på en god måde. Jeg er ikke ligesom alle andre. Og jeg skal heller ikke være ligesom alle andre, siger hun og håber, at det er et budskab, der vil nå den brede befolkning.
- Jeg vil hellere have, at folk spørger til det, istedet for at jeg skal gå og føle, at de stirrer på mig og være bange for, at de bilder sig alt muligt ind, omkring hvordan jeg har fået det. Hvis det kan blive en helt normal ting, som man kan snakke om, så vil alle os, der går rundt med små tydelige særheder ikke føle, at vi skal gå og gemme os, siger hun.