Danske kajakroere er finaleklar ved World Cup

Der vil være rig dansk deltagelse ved weekendens kajak-finaler ved World Cuppen i den ungarske by Szeged.

Både René Holten Poulsen og Kasper Bleibach, begge fra Maribo Kajakklub, kvalificerede sig til søndagens A-finale i 500 meter enerkajak.

I hver sin semifinale blev det først til en sejr for René Holten Poulsen og derefter til Kasper Bleibach, der i 2008 vandt EM-guld på distancen.

René Holten Poulsen er desuden klar til lørdagens finale på kongedistancen 1000 meter enerkajak.

Han indløste finalepladsen med en andenplads i semifinalen. Nu er der lagt op til en hård dyst om sejren mod blandt andre den dobbelte World Cup-vinder Max Hoff fra Tyskland.

Også Henriette Engel fra 361 er klar til lørdagens finale på den olympiske 500 meter i enerkajak for damer.

I semifinalen sluttede hun på en andenplads. Hun måtte se sig slået med to tiendedele af et sekund af Franziska Weber fra Tyskland.

Endelig er den danske firerkajak hos herrerne klar til finalen i lørdagens A-finale på 1000 meter. Den består af Nils Boe, Jonas Bro Madsen, Emil Noe og William Axelsen.

Finalepladsen blev en realitet efter en tredjeplads i semifinalen. Ungarn og Australien var hurtigst på distancen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip