Danske kampfly har fløjet deres sidste mission i Irak

Skrevet af admin

01/10/2015

Mest læste i dag

De danske F-16-fly har kastet bomber over Irak for sidste gang.

- De har fløjet sidste mission natten til i går, og de er nu ved at pakke sammen, siger Lars Skjolddan, der er presserådgiver i Forsvaret.

Han fortæller, at flyene forlader basen i Kuwait og er hjemme i Danmark i midten af næste uge.

Siden første mission den 16. oktober 2014 har det danske bidrag i alt fløjet 547 missioner og kastet 503 bomber.

I sommer sagde de udsendte flymekanikere, at de var nedslidte efter de mange bombetogter.

Derfor skal de fire aktive danske F-16 kampfly og tre F-16 i reserve nu til reparation i Danmark, inden de kan sendes tilbage igen.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har tidligere sagt, at flyene skulle være tilbage i Irak i forsommeren 2016, men nu er der ingen deadline.

Når de sidste danskere har forladt basen, er det op til koalitionspartnerne at vurdere, hvem der skal overtage pladsen på basen. Og den er eftertragtet, fortæller Forsvaret, fordi danskerne var nogle af de første, og man derfor har fået den bedste plads på basen.

Danmark har dog ikke tænkt sig at trække sig helt ud af Irak.

Regeringen placerer en radarstation på Al Asad-basen, hvor danske soldater allerede er udstationeret for at træne irakiske regeringssoldater til kampen mod Islamisk Stat.

Det er dog endnu uklart, hvordan den helt konkret kommer til at tage sig ud, og hvornår den bliver stillet op.

/ritzau/