Danske medier sender Kasper Kusk til FCK

Skrevet af admin

15/05/2015

Dagens topnyheder

Twente-spilleren Kasper Kusk kan være på vej hjem til dansk fodbold efter blot en enkelt sæson i udlandet.

Ifølge Ekstra Bladet, BT og TV3 Sport bliver Kusk præsenteret hos den nybagte pokalmester FC København fredag.

På et pressemøde efter torsdagens pokalsejr over FC Vestsjælland, sagde FCK-manager Ståle Solbakken, at han håbede, man kunne præsentere en spiller inden sæsonafslutningen.

Den spiller kan altså ifølge flere medier blive Kasper Kusk.

Sidste sommer skiftede offensivspilleren til Twente efter at have spillet hele sin karriere for AaB, som han netop havde gjort til både danmarksmester og pokalmester.

Skiftet til Twente har dog ikke været nogen succes, og Kusk har tilbragt en stor del af sin i Holland uden for startopstillingen. Det taler også for et FCK-skifte, at Twente er i økonomiske problemer og derfor bliver nødt til at rydde op i sin trup.

I sidste sæson scorede Kusk 12 mål og lavede otte assist for AaB i Alka Superligaen. Kusk har desuden spillet otte A-landskampe.

/ritzau/