Danske ørkensoldater bliver del af ny udrykningsstyrke

Skrevet af admin

01/09/2014

Mest læste i dag

Danske soldater kommer til at indgå i en militær udrykningsstyrke på britisk initiativ bestående af syv Nato-lande med fælles erfaring fra tidligere militære missioner.

Styrken skal kunne indsættes i både konfliktzoner og til fredsbevarende opgaver, oplyser flere Nato-kilder.

Ud over Danmark og Storbritannien er Norge, Holland, Letland, Estland og Litauen med i styrken, som på engelsk kaldes joint expeditionary force (JEF).

Det er ikke en egentlig Nato-styrke, men den er etableret under forsvarsalliancens såkaldte "framework nation concept", hvor et Nato-land er vært for samarbejdet, der kan løse opgaver både i og uden for Nato-samarbejdet.

- Det er et samarbejde bestående af lande med operationserfaring, så landene er i stand til at indsætte en styrke, der kan bruges til en bred vifte af operationer. Kriser og fredsbevarende missioner, siger en højtstående Nato-kilde.

Den britisk ledede forsvarsstyrke ventes blandt andet at skulle bidrage til et markant øget beredskab i Østeuropa, hvilket Nato-landene skal diskutere på topmødet torsdag og fredag.

Således ventes udrykningsstyrken at kunne indgå i en mærkbart forøget tilstedeværelse af soldater og militært isenkram i regionen, som er præget af uroen i Ukraine.

Der er ikke tale om en stående styrke, men om soldater der holder øvelser sammen og derfor er klar til at kunne indsættes, hvis der opstår et behov.

Ifølge avisen Financial Times bliver styrken på formentlig omkring 10.000 mand nedsat som reaktion på konflikten i Ukraine, hvor russernes fremmarch og militære indblanding vækker bekymring.

Det er ikke klart, hvor mange danske soldater der vil være tilknyttet den britisk-ledede JEF-styrke.

/ritzau/