Danske soldattrænere klar til mission mod IS

Skrevet af admin

21/11/2014

Dagens topnyheder

Det første hold af danske soldater, som skal træne kurdiske sikkerhedsstyrker til kampen mod Islamisk Stat, forlader lørdag Danmark.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

- Med udsendelsen af dette træningsbidrag bliver Danmark blandt de første lande i koalitionen, som bidrager til træning af sikkerhedsstyrkerne i Irak, konstaterer forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

De cirka 30 soldater skal i første omgang rejse til Cypern for at lave de sidste forberedelser sammen med de britiske soldater, som de skal samarbejde med om opgaven.

Herefter drager de omkring den 30. november videre til Irak, hvor de ventes at skulle træne kurdiske soldater frem til februar næste år.

- Både briterne og amerikanerne har ønsket, at det danske forsvar sammen med dem kunne bidrage til træningen, forklarer Nicolai Wammen.

Beslutningen om at bidrage til træningen blev truffet 2. oktober, hvor Folketinget ligeledes valgte at sende syv F-16-fly af sted til kampen mod IS.

Dengang blev det vedtaget, at op til 120 mand kunne sendes af sted, og i første omgang benytter man altså omkring en fjerdedel af den ramme.

- Senere går vi sammen med amerikanerne i forhold til at sende et større bidrag, varsler forsvarsministeren, som er glad for det danske bidrag:

- Igen viser Danmark, at vi har et forsvar, der hurtigt kan være klar til nye opgaver i fællesskab med vores samarbejdspartnere.

- I indsatsen mod den forfærdelige terrororganisation ISIL (Islamisk Stat, red.) er det afgørende, at vi deltager på flere måder for at hjælpe irakerne med selv at tage kampen op, erklærer forsvarsministeren.

/ritzau/