Dansker testet negativ for ebola

Skrevet af admin

16/10/2014

Dagens topnyheder

Den dansker fra organisationen Læger Uden Grænser, der torsdag blev indlagt på Hvidovre Hospital med mistanke om ebola, er testet negativ, oplyser TV2 News.

Personen blev indlagt torsdag til observation efter at have været udsendt af Læger uden Grænser til Vestafrika i forbindelse med det seneste udbrud af ebola. Han skal blive på hospitalet til yderligere observation.

Efter at have forladt landet har den pågældende person overvåget sin temperatur.

Efter at have konstateret en svag temperaturstigning er Sundhedsstyrelsen og Hvidovre Hospital blevet underrettet, og beredskabsplanerne er efterfølgende blevet iværksat.

Hvis personen havde været smittet, vil det være det første bekræftede tilfælde af ebola i Danmark.

Vicedirektør Torben Mogensen fortæller, at Hvidovre Hospital er fuldt ud forberedt til at modtage og behandle ebola-patienter.

- Patienten bliver behandlet på samme måde, som hvis personen havde ebola. Det vil sige isolation og beskyttelsesdragt til personalet, siger vicedirektøren.

En række vestafrikanske lande er for øjeblikket ramt af det værste ebola-udbrud nogensinde, og omkring 4500 er omkommet som følge af virussen.

Der har ligeledes været bekræftede tilfælde af ebola i blandt andet USA, Spanien og Norge, efter at folk er vendt hjem fra de ramte lande i Afrika.

/ritzau/