Danskere i meningsmåling: Pårørende skal hjælpe syge

Skrevet af admin

26/05/2015

Mest læste i dag

Hvis dine forældre, din ægtefælle eller et andet nærtstående familiemedlem bliver syg, skal du hjælpe med at købe ind, betale regninger og gå med til lægen.

Det mener 60 procent af danskerne ifølge en undersøgelse, som YouGov har gennemført for Momentum blandt et repræsentativt udsnit af danskerne i alderen 18-74 år.

Meldingen glæder Beth Lilja, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

- Det er utrolig positivt og vigtigt for patienten, at pårørende for eksempel går med til lægen. Jeg synes, at det er et dejlig højt tal, siger hun.

Kun 13 procent er negative over, at pårørende bliver inddraget i løsningen af de praktiske opgaver, mens 23 procent hverken er positive eller negative.

Ifølge Beth Lilja er tallene særligt positive, fordi flere undersøgelser viser, at selve behandlingen bliver bedre, hvis patienter og pårørende bliver inddraget mere.

- For det første kender de pårørende patienten meget bedre, end sundhedsvæsnet gør. Derfor kan de hjælpe den syge med at formidle til sundhedsvæsnet, hvad der er vigtigt.

- Der er forskellige typer behandlinger til de enkelte sygdomme, der kan give det samme resultat, men den ene type behandling kan passe bedre til den enkeltes livsstil end den anden, siger Beth Lilja.

Det udsagn bakkes op af Annette Wandel, chef for kvalitet og politik i Danske Patienter, en paraplyorganisation for 17 patientforeninger.

Her har man i flere år arbejdet med inddragelse af pårørende i det danske sundhedsvæsen, forklarer hun.

- De pårørende er vigtige som koordinatorer og følelsesmæssige støtter for patienter. Derfor er det positivt, at sundhedsvæsnet sørger for, at de pårørende bliver en del af forløbet.

- I mange tilfælde er det også dem, der hjælper i dagligdagen, siger Annette Wandel.

1010 personer indgår i undersøgelsen, der er internetbaseret.

/ritzau/