Flere danske ishockeyspillere kæmper med det yderste af neglene for en plads i slutspillet i verdens bedste ishockeyliga, NHL.
Natten til mandag holdt Vancouver fast i sit håb om en plads med en hjemmesejr på 4-2 over NHL's dårligste hold Buffalo.
Jannik Hansen og unge Nicklas Jensen fik masser af spilletid, men var ikke involveret i nogen af hjemmeholdets fire scoringer. Stillingen var 2-2 efter første periode, og så scorede Vancouver et mål i hver af de to næste perioder og sikrede sejren.
Vancouver er traditionelt et hold, som plejer at nå slutspillet, men har haft det sværere i denne sæson. Med 10 kampe tilbage af sæsonen, er Vancouver tre point fra den sidste slutspilsplads i Western Conference.
En plads som Mikkel Bødker og hans klub Phoenix Coyotes lige nu sidder på.
Peter Regin og hans nye klub Chicago ligger lunt i forhold til en plads i slutspillet, selv om holdet tabte 0-2 hjemme til Nashville. Peter Regin fik kun knapt syv minutters spilletid i kampen.
Frederik Andersen, som har kæmpet sig flot ind i varmen blandt Anaheims målmænd synes også så godt som sikker på at nå slutspillet. Søndag var Frederik Andersen på bænken, da Anaheim besejrede Florida Panthers med 6-2.
Tidligere søndag rundede Frans Nielsen, som den første dansker, 50 point i en sæson. Han stod for en målgivende aflevering, da New York Islanders hjemme vandt med 2-0 over Columbus. Islanders har så langt op til slutspilspladserne, at det næsten synes umuligt at nå.
For de danskere, som ikke kommer med i NHL's slutspil gælder det, at Danmarks ishockeylandstræner Jan Karlsson kan håbe at få dem med til VM i Hviderusland, hvor Danmark spiller åbningskamp den 10. maj.
/ritzau/