Cykelrytteren Peter Sagan skal vinde forårsklassikeren Milano-San Remo over 293 kilometer på søndag.
Det mener hans russiske chef Oleg Tinkov i hvert fald, og Bjarne Riis, der er sportslig leder på cykelholdet, håber det formentlig også.
For det var formålet med det slovakiske supertalents skifte til det tidligere danske cykelhold, at han skulle vinde de store løb. I første omgang den italienske forårsklassiker eller Flandern Rundt og Paris-Roubaix - gerne flere af dem.
Sagan er Tinkoff-Saxos ubetingede leder i sæsonens længste endagsløb på World Tour-kalenderen. Matti Breschel og Christopher Juul-Jensen skal hjælpe ham med at føre ambitionen ud i livet, mens Bjarne Riis sidder i servicebilen og er i radiokontakt med rytterne.
- Jeg kommer til Milano-San Remo for at levere et topresultat som i ethvert andet cykelløb. Når holdet eller jeg kommer til start, er ambitionen altid at vinde, siger Peter Sagan i en pressemeddelelse.
- Det er svært at pege på en favorit. De seneste tre år har en outsider vundet. Det er et uforudsigeligt cykelløb på grund af faktorer som distancen og de taktiske situationer, fortsætter han.
Holdets sportsdirektør Bruno Cenghialta slår fast, at fordi finalen er svær, er det vigtigt at være opmærksom i slutfasen. Her kommer en formstærk Matti Breschel formentlig til sin ret.
- Nøglen bliver at styre hver eneste meter korrekt i slutfasen for at aflevere Peter Sagan rigtigt. Det er meget nemt at ryge ind i taktiske blindgyder på de sidste kilometer, fordi gruppen kan blive splittet til sidst, siger han.
Den franske avis L'Equipe skrev torsdag, at Tinkoff-Saxos russiske ejer Oleg Tinkov i forbindelse med etapeløbet Tirreno-Adriatico, som sluttede tirsdag, var i skænderi med både Bjarne Riis og Peter Sagan over manglende sejre.
Siden vandt slovakken dog en etape i løbet, men rytterne og Riis har nok brug for endnu en sejr for at skabe ro.
Det skal de skaffe i konkurrence med sidste års norske vinder Alexander Kristoff (Katusha), Mark Cavendish (Quickstep), John Degenkolb (Giant-Alpecin) og ikke mindst Fabian Cancellara (Trek) og en række outsidere.
Foruden Matti Breschel og Christopher Juul-Jensen er også den olympiske mester på bane, Lasse Norman Hansen (Cannondale-Garmin), med i løbet.
TV-seere vil også for første gang i så stort et cykelløb møde de hvidklædte ryttere fra Team Novo Nordisk. Holdet er amerikansk, men hovedsponsoren er dansk, og samtlige ryttere er diabetikere.
/ritzau/