DBU vil have tilskuere: Sænker priserne

Skrevet af admin

19/03/2014

Mest læste i dag

Dansk Boldspil-Union reagerer nu på faldende tilskuertal ved at sænke billetpriserne.

I en pressemeddelelse fortæller DBU selv, at unionen og landsholdet vil have danskerne tilbage i Parken.

Det skal ske med billigere billetter og flere muligheder.

Ifølge pressemeddelelsen kan fodboldfans komme til EM-kvalifikationskampe for priser helt ned til 150 kroner. For familier vil der i nogle kategorier være tale om besparelser på 50 procent i forhold til tidligere.

- Vi har i DBU gennem længere tid arbejdet målrettet på en ny fan- og billetstrategi, der giver fans endnu bedre og billigere muligheder for at følge det danske landshold, siger unionens kommercielle direktør Katja Moesgaard.

Hun fortæller desuden, at strategien giver langt flere tilbud til de fans, der loyalt støtter landsholdet og mere fleksible priser afhængig af, hvilken kamp det drejer sig om.

- Oplevelsen er en helt anden, når der er et fyldt stadion, og det stiller krav til os, når vi fremover skal skabe oplevelser for vores fans ud over selve spillet på banen, fortsætter Katja Moesgaard.

Foruden de lavere priser lancerer DBU også et sæsonkort og en fanklub, som skal skabe tættere relation mellem landsholdet og de danske fans.

Med sæsonkortet sparer fodboldfans 20 procent på billetprisen.

/ritzau/