De billigste boliger får en ekstra skatterabat

Skrevet af admin

16/11/2014

Dagens topnyheder

Der skal være en særlig skattelettelse til ejere af de billigste huse, når det er nødvendigt at udskyde et nyt system for ejendomsvurderinger i endnu nogle år.

Derfor vil regeringen indføre en ekstra skatterabat til huse, der er vurderet til under 500.000 kroner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Den ekstra skatterabat skal gøre op med den "omvendte Robin Hood-effekt" i det eksisterende og stærkt kritiserede vurderingssystem, forklarer skatteminister Benny Engelbrecht (S).

- I det gamle system er der en tendens til, at de billigste boliger har været vurderet for højt, mens de dyreste har været vurderet for lavt, siger Benny Engelbrecht til Jyllands-Posten.

Skats ejendomsvurderinger har vist sig at være fyldt med fejl, og derfor er regeringen i øjeblikket ved at arbejde på et nyt system, som skal træde i kraft i 2017.

I august 2013 kritiserede Rigsrevisionen, at Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke stemte overens med de priser, som husene blev handlet til.

Samtidig blev Skatteministeriet kritiseret for at have været vidende om problemer med ejendomsvurderingerne siden 2007 uden at gribe ind.

Derfor suspenderede regeringen arbejdet med ejendomsvurderinger for 2013 og nedsatte et ekspertudvalg til at se på et nyt system. Indtil da vil regeringen fastfryse vurderingerne fra 2011.

Da boligejere i billige boliger samtidig ofte betaler ejendomsskat af den fulde vurdering, er de typisk blandt de danskere, der reelt har betalt for meget med de forkerte vurderinger.

- Derfor indfører vi en ekstra rabat på 2,5 procent af vurderingen, indtil vi har et nyt system, der kan løse det problem, siger ministeren til Jyllands-Posten.

Han peger på, at de billigste boliger typisk ligger i Jylland og udkantsområder.

/ritzau/