De første afrikanere bliver behandlet med ebola-medicin

Skrevet af admin

17/08/2014

Dagens topnyheder

Sundhedspersonale i Liberia har givet doser af den eksperimentelle ebolamedicin Zmapp til tre afrikanske læger, oplyser to hospitalsmedarbejdere.

Dermed har de første afrikanere modtaget behandling med medicinen, der endnu er på forsøgsstadiet og derfor ikke er testet til bunds på mennesker. To amerikanere og en spansk præst er også blevet behandlet med den eksperimentelle medicin.

To af de tre afrikanske læger kommer fra Liberia, mens den tredje er fra Nigeria. Alle er blevet smittet med den dødelige ebolavirus i forbindelse med deres arbejde.

- Tre læger bliver lige nu behandlet med den eksperimentelle ebolamedicin Zmapp. Behandlingen begyndte torsdag aften (lokal tid, red.), siger Dr. Billy Johnson, der er leder på John F. Kennedy Hospital i Liberias hovedstad, Monrovia.

Lægerne skal i alt være i behandling i seks dage.

Udbruddet af ebola er det værste af sin slags nogensinde. Den dødelige virus har ifølge de seneste tal fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) dræbt 1145 personer ud af de 2127, som er blevet meldt smittede i Guinea, Liberia, Nigeria og Sierra Leone.

Mens de to amerikanere har gjort fremskridt efter at have modtaget behandling med Zmapp, er den spanske præst død. De afrikanske lægers tilstand er på nuværende tidspunkt ikke oplyst.

Udbruddet af ebola blev opdaget i begyndelsen af året.

Op imod 90 procent af de smittede mister livet på grund af virussen, som der endnu ikke findes en kendt kur imod.

Sygdommen smitter via blod eller andre kropsvæsker. Også flagermus kan bære virussen og smitte mennesker.

Læger uden Grænser har vurderet, at der vil gå yderligere seks måneder, før sundhedspersonalet kan få kontrol med sygdommen i det vestlige Afrika.

/ritzau/Reuters