De Radikale får skylden for droppet EU-velfærdsaftale

Skrevet af admin

18/03/2014

Dagens topnyheder

Socialdemokraterne var så sent som i januar klar til at indgå en tværpolitisk aftale om at skærpe kontrollen med udbetaling af velfærdsydelser til borgere fra andre EU-lande.

Men trods enighed mellem det store regeringsparti og oppositionspartierne Venstre og De Konservative endte aftalen med at falde på gulvet, fordi De Radikale satte foden ned, skriver Politiken.

Den radikale top ikke kunne acceptere indholdet i aftalen, fortæller en række centrale kilder hos Socialdemokraterne, Venstre og De Konservative samstemmende til avisen.

Var partierne nået til enighed, kunne det have lagt en dæmper på den seneste tids voldsomme debat om børnecheck og velfærdsydelser til andre EU-borgere.

De Radikales finansordfører, Christian Friis Bach, afviser de andre partiers udlægning.

- Hvis vi skal begynde at pege fingre ad, hvem der har skylden for, at der ikke kom en europapolitisk aftale, kommer vi meget hurtigt til at stå i en rundkreds og pege på hinanden alle sammen, siger Christian Friis Bach til Politiken.

Tirsdag mislykkedes det endnu en gang at finde en løsning på børnechecksagen, da Folketinget skulle tage stilling til fire forskellige løsningsforslag, fremsat af fire forskellige partier eller partikonstellationer. Alle forslagene blev forkastet.

De seneste uger har regeringen forsøgt at finde flertal for sit lovforslag, der skal bringe de danske regler for at modtage børnecheck på linje med EU-Kommissionen.

Det vil give EU-borgere ret til eksempelvis børnecheck, så snart de har arbejdet her i ni timer om ugen i en måned.

Men de andre ja-partier har ikke villet bakke op, og dermed har de brudt den borgfred, der normalt hersker i spørgsmål om EU.

/ritzau/