Delstat i USA standser dødsstraf: Systemet er fejlfyldt

Skrevet af admin

12/02/2014

Mest læste i dag

Guvernøren i Washington vil midlertidigt stoppe brugen af dødsstraf i den amerikanske delstat.

Demokraten Jay Inslee mener, at systemet er mangelfuldt, og henrettelserne i delstaten i det nordvestlige USA er "ulige".

- Der er for mange fejl i systemet. Og når den ultimative beslutning er død, er der for meget på spil til at kunne acceptere et ufuldkomment system, siger Jay Inslee.

Der sidder i øjeblikket ni personer på dødsgangen i Washington. Den seneste henrettelse fandt sted i 2010.

Guvernøren understreger, at dommene for de ni personer ikke bliver ændret, og de bliver ikke benådet.

- Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved deres skyld eller alvoren af deres forbrydelser. Men jeg tror ikke, at deres frygtelige forbrydelser tilsidesætter de problemer, der findes i vores dødsstrafsystem, siger Jay Inslee.

Guvernørens beslutning betyder i praksis, at hvis en henrettelsessag ender på hans bord, vil han udsætte den.

Siden Washington indførte de nuværende dødsstraflove i 1981, har 18 ud af 32 personer på dødsgangen fået ændret deres straf til livsvarigt fængsel, mens en er blevet løsladt.

18 amerikanske delstater har afskaffet dødsstraffen, mens syv andre har stoppet henrettelser midlertidigt.

/ritzau/AFP